Hash, skunk, pot... Cannabis har mange navne

Hash stammer fra hampeplanten Cannabis Sativa og indeholder det aktive stof THC. Cannabisplanten kan bruges til at lave flere former for rusmidler, hvor hash er den mest kendte form, men der findes mange andre former, som du kan blive klogere på her.
  • Hash: er harpiks, der er presset sammen med plantedele og bindemiddel. Hash findes i klumper eller plader, og farven kan være sort, brun, rød eller grøn. Indholdet af THC i den hash, der bliver solgt, er meget forskelligt, men vil typisk variere fra 10 til 40 %. Det kan derfor være svært at vide, hvor stærk hashen er.

     

  • Marihuana/pot: består af findelte, tørrede blade, topskud og blomster fra hampeplanten. Det ligner tørret, hakket græs. Marihuana indeholder gennemsnitligt 3-10 % THC.

     

  • Skunk (også kaldet nederweed): består af tørrede topskud. Skunk ligner marihuana, men er stærkere. Skunk indeholder gennemsnitligt 10-30 % THC.

     

  • Cannabisolie: er et tyktflydende udtræk af hash eller marihuana. Det er brunt eller sort. Cannabisolie indeholder gennemsnitligt 10-50 % THC.

     

Et andet vigtigt stof i cannabis er CBD, der potentielt modvirker flere af de uønskede effekter ved THC som fx tankeforstyrrelser, psykotiske symptomer, angst og negativ effekt på hukommelsen.

THC-indholdet i hash er steget

De senere år er der set en tendens til, at der er sket en stigning af indholdet af THC i hashen. Den er dermed langt stærkere end tidligere. I danske hashprøver indsamlet i 1992 fandt man et indhold af THC på 8 %. I 2014 var det gennemsnitlige indhold af THC i hashprøverne steget til 28 %. Samtidig er indholdet af CBD blevet lavere. Når hashen har et højere indhold af THC, er der en potentiel større risiko for at blive afhængig eller få andre psykiske skadevirkninger som fx psykose og skizofreni. Denne risiko forøges ved et samtidig lavere niveau af CBD.