Glorificeringen af hash - hvor kommer den fra?

Glorificering af hash er et udbredt fænomen, særligt online, men glorificeringen bliver også formidlet gennem musik, magasiner, film og TV.

”Smoke Weed Everyday” lyder det fra Dr. Dre og Snoop Dogg på singlen "The Next Episode". Nummeret blev et stort hit, og opfordringen til at ryge hash er efterfølgende blevet brugt i utallige sammenhænge. Det positive syn på hash er også blevet mere dominerende i det danske mediebillede de seneste 10 år, og når Simon Kvamm tænder en joint på scenen som vært til P3 Guld, og Jesper Langberg citeres for, at hash har reddet hans liv, så går budskabet klart igennem: ”Det er fedt at ryge hash”.

Når hash glorificeres, er budskabet typisk, at hash er et uskadeligt naturprodukt, der kan udvide din bevidsthed og gøre dig til et mere afslappet og harmonisk menneske. Et eksempel er teksten i sangen ”Hash” med Klumben & Raske Penge:

”sug på den til du ikke gider lave mere i dag

sæt dig ned i sofaen og bare slap helt af

nyd dit liv, og tingene tager den tid som de skal tage

ik' tænk på arbejde, penge, og stress og jag

for når røgen rammer lungen på dig

sker der ting og sager i hjernen der er nice”
"Hash" - Klumben & Raske Penge

Dette er kun ét eksempel fra en hiphopkultur, hvor glorificering af hash mere er reglen end undtagelsen.

På film og TV er det særligt de såkaldte ”Stoner Comedies”, der er med til at glorificere hashen. I denne genre ryger hovedpersonerne store mængder hash, og hashrygning fremstår både sjovt og uskadeligt.

Hvad er problemet ved glorificering af hash?

Dansk og international forskning har vist, at unge med positive holdninger til hash også er dem, der oftest begynder at ryge hash senere i livet. De unge påvirkes af medierne, også når positive budskaber omkring hash dyrkes og spredes. Opfattelsen af hash ændrer sig ofte i løbet i løbet af teenageårene, og en del unge begynder at opfatte hashrygning som uskadeligt og socialt acceptabelt. Blandt nogle unge er holdningsændringen så markant, at de ikke længere ser et problem i at ryge hash dagligt; en holdning der er helt i overensstemmelse med opfordringen fra Dr. Dre og Snoop Dogg: ”Smoke Weed Everyday”.

Pas på diskussionsfælden

Har du en teenager, der glorificerer hash? Pas på, du ikke falder i diskussionsfælden, når du tager snakken! Bliv klogere på nogle af de faldgruber, der kan være ved at tage en snak om hash med din teenager ved at tage denne test